Home » Rejser » Sejr til Lemvigs håndboldhold

Sejr til Lemvigs håndboldhold

De unge mænd tabte i Odense, men den store hjemmesejr sikrede flotte guldmedaljer til Team Vestjylland.
Danmarks bedste ynglingehold er fra Lemvig Kommune. Det blev slået endeligt fast søndag eftermiddag i Odense.
Team Vestjylland tabte den anden finalekamp 25-28 til Odense Håndbold, men efter sejren på 33-22 i den første finalekamp blev Team Vestjylland en sikker dansk mester.

– Odense spillede meget offensivt fra starten for at prøve at slå vores spil i stykker. Så det blev en meget rodet kamp, hvor der gik lidt panik i den, og tilskuerne stod næsten helt ude på banen. Drengene leverede et godt stykke håndværk, men det var i Lemvig, vi vandt det danske mesterskab, siger teamchef Orla Østerby.

Det danske mesterskab er den ultimative kulmination på det arbejde, der startede i Team Vestjylland for fire år siden. Det glæder Orla Østerby, at det er lykkedes at skabe et mesterhold på basis af de lokale spillere. Paw Madsen bor i Linde på den forkerte side af kommunegrænsen, og han er den eneste af guldvinderne, der bor udenfor Lemvig Kommune.
– Det er fantastisk, at det er lykkedes. Det er ikke spillere, vi har købt til at spille for os, det er spillere vi selv har udviklet, siger Orla Østerby, der sender en meget stor del af æren videre til træneren gennem de fire sæsoner, Michael Tind.

– Den her succes er hans fortjeneste. Det har været et langsigtet projekt, hvor der aldrig har været i tvivl om hans rolle. 1. maj er det fire år siden, jeg ringede til Michael Tind for at få ham med i projektet. 14 dage senere stod han for den første træning, og siden har udviklingen været i gang. Det er fantastisk, siger Orla Østerby.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *