Home » Byen » Rejser » Stærkt udgangspunkt for Lemvigs hold

Stærkt udgangspunkt for Lemvigs hold

I en flot kulisse leverede Team Vestjylland varen og vandt med 11 mål i den første DM-finale.
Den store håndboldweekend i Lemvig fik en lykkelig slutning. Team Vestjylland vandt søndag 33-22 over Odense i den første finalekamp om det danske mesterskab.
Det skete foran hele 850 tilskuere, som også fik en succesoplevelse efter Lemvig Håndbolds nedrykning i lørdags.

Team Vestjylland leverede varen gennem stort set hele kampen og kunne fortjent mærke, hvordan publikummet i Lemvig hylder deres håndboldhelte.
Efter en lige åbning på kampen trak Team Vestjylland afgørende fra gæsterne, da de gik fra 6-5 til 12-6. Føringen blev udbygget frem til pausen. Et eksempel på den flotte og gennemførte indsats var, da Bjarke Buchbjerg scorede på kontraløb i sidste sekund inden pausen, hvilket bragte Team Vestjylland til pauseføringen på 20-10.

Efter pausen nåede de ikke helt samme niveau som i første halvleg. Odense begyndte at bide fra sig og kom op på 25-19, før en timeout fra Team Vestjylland sørgede for at spillet kom tilbage på ret køl.
Gennem hele kampen strålede holdet af spilleglæde og vildskab. Der blev fightet over hele linjen, som da Kristian Østerby ved stillingen 25-18 kastede sig med hovedet forrest mod en løs bold og liggende fik spillet Stian Jørgensen fri til scoring.

Odense var tættest på ved 25-19, men i slutfasen satte Team Vestjylland tingene på plads. Stående klapsalver haglede ned over de unge mænd, og lettelsen og glæden var stor, da Paw Madsen lukkede og slukkede kampen med den sidste scoring til 33-22.

Efter kampen kunne spillerne sidde i omklædningsrummet og være rigtig godt tilfredse med sig selv og hinanden.
De nød tydeligvis at spille foran et så stort og så medlevende publikum.
– Kroppen er jo helt fyldt med adrenalin. Det er noget af det største, jeg har oplevet. Det var dejligt at vise publikum, hvad vi står for, siger Bjarke Buchbjerg.

Spillerne er unge, men de er dog rutinerede nok til ikke at fejre noget for tidligt. Mesterskabet er ikke afgjort endnu.
– Det var en fornøjelse at spille i dag. Vi har snakket meget om, at det her er en kamp over fire halvlege. Nu mangler vi stadig to halvlege i Odense, men det ser da godt ud for os, siger topscorer Rasmus Porup.

Returkampen om det danske mesterskab spilles på søndag i Odense. Der arrangeres bustur til kampen, så Team Vestjylland kan få maksimal opbakning i jagten på det danske mesterskab. Mere information om den tur kan findes her på siden mandag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *